En ny bydel, Aabyen, er ved at skyde op ved Aarhus Å, som en naturlig forlængelse af den hyggelige Aarhus-forstad Åbyhøj. Der bygges 3.000 boliger i bydelen, som har en attraktiv placering tæt på Ådalens vilde natur og stien omkring Brabrand Sø. Aarhus midtby er kun et par km væk, og bydelen skal på sigt rumme både boliger, institutioner og butikker.
Det naturnære har været centralt for planlæggerne af lejlighedskomplekserne, så der er masser af muligheder for en grøn hverdag. Der er således indtænkt grønne gårdhavemiljøer mellem bygningerne til samvær og hygge. Selv overdækket på parkeringskælderen er nu prydet af sedumplanter.